Karlstrup kalkbrud

En smuk natur oplevelse, begynder i Karlslunde på Sjælland.
Gå en tur rundt om søen med de stejle skrænter. Turen rundt er på ca. 2 km og kan gøres på omkring 45 minutter. Turen rundt om søen bruges også af motionister, hvad enten du er trænet, eller bare vil have lidt motion.

Søen er op til 14 meter dyb og den klareste på Sjælland. Flere steder har den en fin sandstrand, og der er altid læ for vinden nede i kalkgraven.

Men bemærk! Vandet er ofte meget koldt tæt på overfladen, så Naturstyrelsen kan ikke anbefale, at man bader.

Når du kommer fra P-pladsen på Silovej, tager du stien til venstre, til du kommer til en trappe, der går ned til søen.

Den gamle kalkgrav har en spændende fortid, der rækker helt tilbage til dengang, dinosaurerne levede. Faktisk har et tyndt lag fiskeler lige under søens overflade været med til at bevise, at det var en altødelæggende naturkatastrofe, der var med til at give dødsstødet til dinosaurerne.

Kommer du lidt højere op i de skrænter, der omgiver søen, kan du finde velbevarede fossiler af dyr, der levede på bunden af havet for omkring 55 til 65 millioner år siden, dengang Danmark var dækket af hav. Du kan fx finde fossiler af søpindsvin, sømus, søliljestilke og armfødder. Og hvis du er rigtig heldig kan du finde hajtænder.

Du kan tage en hammer med til at få kalken løs, men faktisk er det ikke nødvendigt. Prøv at lede på vestsiden af kalkgraven og kig i det løse kalk, der ligger der. Du skal være meget uheldig, hvis du ikke får en souvenir med hjem.

Adresse: Silovej 8, 2690 Karlslunde
Læs mere på Naturstyrelsens hjemmeside, hvor der også er andre spændende forslag.

Efterlad din kommentar